For emhætter er støjen et af de vigtigste parametre. Hvis den støjer for meget, tænder du den ikke, og så er den nytteløs. Støjniveauet udtrykkes i dB, som vi alle er vant til at se i mange sammenhænge. Når emhætters støj udtrykkes i decibel gælder der specifikke forhold, som man må forstå for at kunne vælge den rigtige emhætte. Du skal vide, at....
- emhættens støjniveau måles – og gengives – på tre forskellige niveauer
- støjniveauet måles 1 meter fra emhætten med flere mikrofoner
- støj dæmpes signifikant, når afstanden forøges.
1) En decibel-angivelse af støj - men en test på minimum, maksimum eller boost?
Før i tiden var det ofte meget uklart, hvilket niveau der var tale om. Fra januar 2015 er fabrikanter og salgssteder blevet mere klare. Om ikke andet skal der på salgsstedet (og oftest også på fabrikantens hjemmeside) være et såkaldt EU-datablad, hvor de tre niveauer fremgår entydigt. Ydermere er angivelserne blevet absolut pålidelige, idet målemetoden er harmoniseret og kontroleret i henhold til EU 65/2014 i de 28 medlemslande. NeutraTEST tjekker jævnligt og forbrugerorganisationer som Tænk giver desuden mulighed for at efterprøve tallene. Fabrikanternes støjangivelser for emhætter er altså i dag til at stole på!
2) Lyden måles på 1 meters afstand og udtrykkes i decibel(A)
Kort sagt, dB(A) tager højde for, at dybe og høje lyde ikke generer på samme måde, selvom de teoretisk set er lige kraftige. Ikke mindre end 6 mikrofoner monteres på en ret sofistikeret måde rundt om emhætten på 1 meters afstand, som præciseret i §7.1.2 de IEC60704-2-13(ed.3) og figur 2 i IEC 60704-1. For en forbruger er disse normer dog svære at opdrive, da de ikke er gratis tilgængelige. Måleenheden dB(A) er en måde at vægte det akustiske signal, som opfanges af mikrofonerne. Vægtningen har til formål, at de høje toner dæmpes lidt, idet det menneskelige øre opfatter dem som mest aggressive, selvom deres lydtryk objektivt set, når det måles i dB (SPL) ikke er højere end en tilsvarende lavfrekvent lyd, som vi ikke synes er særlig agressiv.
3) 60 dB(A) er et godt pejlemærke for, hvornår støj begynder at genere i en samtale
Hvis man fordobler afstanden til en lydkilde, så falder det akustiske tryk med 6 dB. Decibel udtrykkes med en logaritmisk skala, så et fald på 6dB vil opfattes som, at lydtrykket, dvs. støjen, er blevet halveret.
Lad os tage et eksempel med en emhætte, som larmer en del, med 70 dB(A) målt på maksimum:
Når der er godt gang i kokkereringen, og man har næsen langt nede i gryderne, så er ørerne meget tæt på emhætten og lydniveauet over de 70 dB (A) og dermed tæt på et niveau, som de fleste vil finde ukomfortabelt.
Hvis en person, som står ca. en meter væk, forsøger en samtale med normal klar stemmeføring, vil det ikke være muligt (med mindre du er 18 år og har en helt exceptionel hørelse). Selv hvis du står et par meter fra den pågældende emhætte og personen, som taler, står helt tæt på dig, vil det være meget svært.
Du skal ca. 4 meter væk fra emhætten i vores eksempel for at samtale kan forstås nogenlunde ubesværet, idet tale generelt har en intensitet på lige over 60 dB(A).
Som det fremgår af ovenstående grafik, vil man ved et spisebord ca. 8 meter væk stadig være ret kraftigt generet af emhættens ’baggrundsstøj’, som vil gøre det trættende og besværligt at fange alle nuancer. Problematikken forstærkes i øvrigt helt naturligt med alderen, hvor hørecellehårene ’knækker’, og hjernen dermed bliver dårligere til at fiske tale ud af støj.
Når du vælger din emhætte, så vær opmærksom på
... hvor meget den larmer på minimum, maksimum og boost:
- Boost-funktionen skal du ”kun” kunne holde til i op til ti-minutters perioder og har du fokus på en effektiv luftudsugning, så måske er det okay, at emhætten på boost larmer meget?
- Maksimum-funktionen vil generelt blive brugt ofte, så det ideelle lydniveau afhænger f.eks. af om du laver mad i et åbent samtalekøkken eller i et lukket rum og selvfølgelig af, hvilket lydtryk du selv er indstillet på at udholde.
- Minimumniveau må gerne være meget lavt, så du kan have emhætten kørende i længere tid og evt. også som eftersug (altså når du er færdig med at kokkerere). Igen afhænger det af, om emhætten befinder sig i et opholdsrum, eller om du belejligt kan lukke døren til køkkenet.
Støj påvirker vores velbefindende direkte, så emhættens lydniveau er en vigtig parameter i dine overvejelser og indgår som en central del (30%) i vores NeutraTEST-Score.