Så er der flere emhætter fra danske EICO i vores database!
Eico, som holder til i Brønderslev, forhandler emhætter og andre hvidevarer fra Faber og Elica - og dertil emhætter under eget mærke.
Vi giver et par forklarende ord med på vejen og peger på gode valg.
Eico’s sortiment spænder bredt både hvad angår pris og performance. Der er et utal af modeller at vælge imellem og mange forskellige emhættetyper.
Tryk her (eller på "testresultater" i menuen), hvis du vil sammenligne Eico's sortiment med emhætter fra andre mærker. Eller læs vores anbefalinger nedenfor.
Hjørneemhætte
Skulle du f.eks. lige præcis stå og mangle en emhætte til opsætning i et hjørne, så kan du tage et kig på Synthesis, som får en NeutraTEST-Score på 5,8. Det er godt. OBS! Vi har også tidligere vurderet Synthesis fra Elica men til en score på 5,6. Og dags dato er det umiddelbart den model, der er at finde hos diverse forhandlere.
Betjening af emhætte via kogeplade
De af Eico’s emhætter, der er forsynet med Eicolink-logoet, kan betjenes fra kogepladen. Der er altså tale om et integreret system med trådløs forbindelse mellem kogeplade og emhætte.
Wire-hængte emhætter
Eico tilbyder også nogle flotte wire-hængte emhætter, tiest til køkken-øen, men nogle af dem kan også monteres på en væg.
Wire-emhætter kan per definition ikke monteres til udtræk. Så selv om NeutraTEST-Scoren er god, så husk at evnen til at fjerne fedt og især luft forringes efterhånden som filteret fedtes til.
En recirkuleringsemhætte kan også betyde højere løbende udgifter, da recirkulationsfiltret enten skal skiftes ud med jævne mellemrum eller reaktiveres i opvaskemaskine og ovn. Eico har tre typer af recirkulationsfiltre, så tjek det, før du køber.
Men jeg kan sagtens forestille mig, at Luna Copper Link kunne givet et stylet look til dit køkken. Den får en god NeutraTEST-Score (5,8). Men husk at den altså ikke er bedre end hvor rene filtrene er. Den findes også i andre farver.
Skråstillet eller vertikal emhætte
Eico E25 et godt bud på en skrå væghængt: god performance til en overkommelig pris. Den findes i to bredder (60 og 80) samt i såvel sort som hvid. NeutraTEST-Scoren er på 6,4. Vi har sagt det før: skrå emhætter er generelt en god løsning.
Faber’s Talika, som findes i flere farve-versioner, praler af prædikatet “red dot 2017 design award winner. Det er ikke en skråtstillet emhætte men en decideret vertikal emhætte med meget lille dybde. Eico kalder det ”head save”. Billig er modellen fra Faber dog ikke og ej heller prangende effektiv.
Ekstern motor
En hel del af emhætterne fås både i en version med integreret motor og med ekstern motor. Kig efter ”EM” (ekstern motor) eller ”SM” (separat motor) i produktnavnet. Den eksterne motor skal enten tilkøbes (SM) eller leveres i en samlepakke med emhætten (EM). Det står tydeligt angivet på produktdatabladet (klik på modellen i vores sammenligner for at åbne det).
Frithængende vs væghængt emhætte
Smag og behag er forskellig, men jeg kan lide det skandinaviske look på Bio fra Elica. Den findes i en 120 cm frithængende version samt i en 90 cm væghængt model. Det samme eu-datablad gør sig gældende for begge modeller. Klik på NeutraTEST-Scoren i vores sammenligner (6,4), hvis du vil kigge nærmere på det.
Vi ved af erfaring, at murhængte emhætter har nemmere ved at performe end frithængende. Og så er der en lille (!) prisforskel på 7.000 kr. på de to. Så har du mulighed for at vælge, så placer din kogesektion ved en væg.
Hvordan sammenligne?
Der er mange flere emhætter (over 400!!!) fra Faber, Elica og Eico end de få, jeg har nævnt her. Slå et smut forbi vores sammenligningsværktøj, hvis du vil se, hvordan de andre modeller klarer sig.
Brug fritekstsøgning, hvis du kun vil se et mærke eller en bestemt model (husk at trykke 'enter').
Vigtigst, se emhætter som scorer over 6 øverst! Sorter ved at klikke over kolonnen. Det er fremragende emhætter.
For detaljer klik på selve scoren for hver emhætte. God fornøjelse.
PS. Klik her, hvis du vil se, hvad vi tidligere har skrevet om emhætter fra Eico.
Elica Corporation | Faber Group | |
---|---|---|
Italienske Elica havde sin start i 1970’erne, og har i dag 3800 ansatte og 7 fabrikker (Italien, Polen, Mexico, Indien og Kina). Elica kalder sig selv verdens førende fabrikant af emhætter til private husholdninger. De designer og producerer køkkenemhætter, som sælges enten under Elica’s eget mærke eller under nogle af verdens førende producenters mærke. |
Italienske Faber - med sloganet ”air matters” - bryster sig at have opfundet køkkenemhætten og tæller sig i dag som én af verdens største emhættefabrikanter. Hovedkontoret er i Italien og der er fabrikker i Italien, Tyrkiet, Frankrig, Sverige, Rusland, Indien, Argentina og Mexico. Faber er i dag en del af Franke-koncernen. |